AnbefaletGenbesøg i Stuepigens soveværelse. Golf- og rejseoplevelser fra Malta (4)

Genbesøg i Stuepigens soveværelse. Golf- og rejseoplevelser fra Malta (4)

Malta rummer talløse muligheder for store kulturelle oplevelser. Det er overmåde vanskeligt at prioritere, og følgende er blot et behjertet forsøg på at nævne nogle af de vigtigste kulturelle højdepunkter.

Sport er en vigtig del af kulturlivet, og et ekstra besøg i The Royal Malta Golf Club er uomgængeligt.  Nu kender man vigepligten på den kompakte bane – hvor man af og til er nødsaget at spille på tværs af fremmede fairways – og kan bedre nyde den historiske kulisse.

Der skal også afsættes tid, god tid, til at besøge Gozo. Det er et veritabelt fristed for turister såvel som maltesere fra hovedøen, der gerne tager færgen i weekender og ferier for at få ro og fred i krop og sjæl på den lille grønne ø, som bugter sig i bakkedal, grøn- og gulspættet af små landbrug og små landsbyer.

Ta’ Mena Estate mellem Victoria og Marsalforn kan det stærkt anbefales at indtage frokosten, gozitanske egnsretter lavet på økologisk grønt og frugt. Under betegnelsen Marsamena Wines producerer gården også aldeles glimrende hvide, røde og lyserøde vine til nærmest latterligt lave priser.

Fra Ta’ Menas vin-, appelsin- og olivenlunde er der få kilometers kørsel til hovedbyen på Gozo, som de lokale fortsat omtaler som Rabat, selv om briterne omdøbte den til Victoria for adskillige generationer siden. Det nyistandsatte citadel er en rejse værd alene på grund af udsigten.

Turen bør også gå forbi de 5-6000 år gamle templer af kæmpesten, Ggantija Temples, der har fået fint nyt museum og er også her kommet på listen over UNESCO’s verdensarv.

Dwejra Bugten med de dramatiske klippeformationer skal også på turplanen, selv om klippen der dannede et azurblåt vindue er styrtet sammen.

Ramla l-Hamra med den røde sandstrand er også en afstikker værd, selv om klippehulen, hvor nymfen Calypso i årevis skal have muntret sig med Odysseus, er afspærret, da der er en overhængende risiko for at også den kollapser.

Til gengæld er de skakternede saltbassiner i Qbajjar bugten intakte. De opfindsomme romere lod et sindrigt system af saltkar udhugge i klipperne, og der udvindes fortsat salt her et par tusind år senere.

Bliver man sulten og tørstig af kultur, sten, sand og støv, skal man tage på Ta’ Karolina Restaurant i Xlendi, hvor man nærmest sidder med fødderne i vandkanten og får både god mad og gode drikkevarer.

Og kommer man for sent til færgen i Mgarr, er der kun én ting at gøre: sætte sig på Gleneagles Bar og vente på næste afgang. På Gleneagles får man nemlig god øl og gode historier, hvis man skal tro forfatteren Elsebeth Egholm i hendes bog Mig og min ø.

Tilbage på hovedøen venter en endnu længere liste over interessante, maltesiske fænomener.

Har man bopæl i Saint Paul’s Bay er der gode muligheder for at få en svingom til de gamle klassikere. På den lange gade Triq it-Turisti lærer turisterne hurtigt tricket: The Elvis Tribute Bar & Diner har show om mandagen og om fredagen med vinderen af sidste års Elvis performance, der er live pop & soul om tirsdagen, country & western om onsdagen, osv., osv. – alle med populære lokale kunstnere, som primært får britiske pensionister i hopla.

Fortsætter man videre ned ad turistgaden, er der masser af andre kulturelle tilbud på barer og pubber, fra irske Murphy’s og helt ned til Maltas bilmuseum, hvor det danseglade ældresegment kan sætte sig ind bag rattet i drømmebiler fra deres barndom.

Slentrer man gennem Bugibba og helt ned til havnefronten, er der gastronomiske tilbud fra fine restauranter som Lovage Bistro, der har ravfisk og havaborre på menuen, til mindre fine restauranter som McDonald’s, der har… tja, de fleste kender nok deres menutilbud…

Varesortimentet i butikkerne på Triq it-Turisti overrasker. I oktober måned finder man blandt meget andet dukker af Minnie og Mickey Mouse, statuetter af katolske helgener i porcelæn og voksmannequiner som julemænd.

Og så rengøres der grundigt under juletræet. Det er rart at være forud for sin tid.

Valletta oplever man bedst ved at indlogere sig nogle dage i en af hovedstadens mange designerrenoverede lejligheder; fx er der Bed-med-eller-uden-Breakfast hos Valletta Boutique Living. Så kan man sidde på balkonen – eller galleriet, som malteserne siger – i hovedstadens snorlige, stejle gader og deltage aktivt i bylivet.

Der er en vældig palaver mellem balkonerne og undertiden også direkte varetransport fra gade til balkon. Bageren eller købmanden råber, kunden smider en snor med betaling ned, bageren binder posen på snoren og kunden hejser morgenbollerne op. Meget praktisk i byhuse uden elevator.

Der høres også fuglefløjt, selv om der hverken er træer, buske eller anden bevoksning i gaderne. Fuglenes tweets stammer fra kanariefugle i bur, som fx hos isenkræmmeren i Vallettas Triq San Pawl, St. Paul Street.

Isenkræmmeren er fugleelsker. Han begræder massakrerne på trækfuglene, når de gør holdt på Malta for at raste og fouragere, og hylder aktivisterne der anmelder krybskytter og fuglefængere til politiet.

Uden for byen lokker en sejl- eller snorkeltur ved The Blue Grotto, hvor en falkoner fremviser rovfugle og fortæller at malteserfalke atter yngler på øen enkelte steder, trods krybskytteriet.

Sidst på denne liste over kulturelle maltesiske fænomener kommer den lokale kvindelige befolkning. Det betyder ingenlunde at den er mindst vigtig, tværtimod.

Dan Turèll lovpriste kvinderne i krimien Mord på Malta og kaldte dem ”gode elskerinder, gode koner, gode mødre, gode kokke”. Den maltesiske kvinde er imidlertid langt mere end mandens uundværlige tjenerinde i sengen og i køkkenet. Hun er selve symbolet på det stærke køn – og har altid været det.

Det afslører fund fra det underjordiske tempel Hypogeum og stentemplerne Hagar Qim – begge på verdensarvlisten: statuer i den honningfarvede kalksten, ældre end de ægyptiske pyramider, viser datidens Venus fra Malta med overarme og lår, der ville få enhver mandlig vægtløfter til at blegne af misundelse.

Selv om skønhedsidealerne har ændret sig siden år 3500 før vor tidsregning, så repræsenterer de maltesiske kvinder stadig det stærke køn.

Ved klippestrandene neden for tårnet Wigancourt, som korsriddernes stormester lod bygge tidligt i 1600–tallet, ryger det fra grillen på det uprætentiøse spisested Simenta. Højrebsbøffer, svinekoteletter, sværdfisk og kanin venter på at blive serveret med chips, salat og brød og smør – og kold øl.

Beder man om en Cisk og en Falcon, får man at vide at de mærker fører man ikke.

”Her får du kun de allerbedste lokale øl, Mister. Prøv Stretta eller Lord Chambray,” lyder det fra bordet bagved, hvor en flok højrøstede maltesiske kvinder spiller rommy om, hvem der skal betale for frokosten på Simenta.

En af kortspillerne har et plaster i panden, og på spørgsmålet om, kvinderne har været i slagsmål, lyder svaret mellem halvkvalte fnis:

”Nej, vi slås kun maltesere imellem. Hende her er eksilmalteser, og det går ud over balancen.” Der grines højlydt igen og spillet genoptages.

Kvinderne går både på bar og på barrikaderne – fx når munden bliver lukket på en modig kvindelig journalist, som i årevis har kæmpet mod korruption og organiseret kriminalitet i det maltesiske samfund.

Andre maltesere – kvinder som mænd – lukker nu munden op, protesterer og kræver ġustizzja, retfærdighed, og de korrumperede fjernet fra topposter i embedsstanden.

Som en demonstrant udtrykte det om Daphne Caruana Galizia, journalisten der blev dræbt af en bilbombe

”Hun skal helgenkåres. Snarest. Det kan kun gå for langsomt!”

Læs også den første artikel, den anden artikel og den tredje artikel fra genbesøget på Malta.

Læs også artiklerne fra de første besøg på Malta:

I Stuepigens Soveværelse – eventyrlig golf på Malta (1)
I Stuepigens Soveværelse – eventyrlig golf på Malta (2)

Tekst: Kim Boje. Fotos: Annemarie og Kim Boje

OVERNATNING, GOLF M.M.:

Kulturprogram: www.valletta2018.org
Valletta Boutique Living: www.vallettaboutiqueliving.com
The Royal Malta Golf Club: www.royalmaltagolfclub.com
Ta’ Mena Estate: www.tamena-gozo.com
Ta’ Karolina Restaurant: www.karolinarestaurant.com
Lovage Bistro: www.lovagebistro.com
Ggantija Temples; Hagar Qimwww.heritagemalta.org
Simenta: www.facebook.com/pages/Simenta/244319965594189

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Thorbjørn Olesen i kamp mod verdens bedste i Houston

Scottie Scheffler er til start hjemme i Texas, og verdens nummer et, er naturligvis det helt store trækplaster ved Texas Children’s Houston Open efter...

28 danske Challenge Tour sejre

24-årige Rasmus Neergaard-Petersen vandt sin første Challenge Tour sejr i Kolkata Challenge. Det var den 28. danske Challenge sejr gennem årene. Efter tre danske Challenge...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk