RejserGolf- og rejseoplevelserFra Holmsland Klit til Henne Strand - Rejseoplevelser fra Vestjylland (2)

Fra Holmsland Klit til Henne Strand – Rejseoplevelser fra Vestjylland (2)

Rejseskribenten og fotografen er rejst vestpå og har besøgt Holmsland Klit Golfklub, Søndervig og Lyngvig Fyr. Nu gælder det så Hvide Sande, Henne Golfklub, Bork Kro og Ringkjøbing.

– Ifølge GPS Gerda skulle det tage 12 minutter at køre fra Søndervig til Hvide Sande. Det tog 30 minutter.

– Køkørsel er nok normalt om sommeren.

– Ført skal vi bestige Troldbjerg. Fra toppen skulle der være udsigt over æ Haw og æ Fjord.

– Og Slusen ikke at forglemme.

Udsigt fra Troldbjerg til Ringkøbing Fjord og Fiskeriets Hus (t.h.)

– ’Vi er på vejen igen / Vi sku’ lige en tur på vejen igen / Ud og se på hvordan landet ligger hen / Mig og så min kære følgesvend’.

– Jeg sætter GPS’en på. Har du adressen på Henne Golfklub?

– Et øjeblik… Henne Golfklub… Det er Hennebysvej 30, 6854 Henne.

– Man er ikke i tvivl om, hvor den ligger henne.

– Efter Hvide Sande er der stort set ingen trafik.

– Nej… Jeg skifter lige bane… Der var selvfølgelig tyske bunkere på toppen af Troldbjerg. De er über alles. Fra Norge i nord til Spanien i syd.

– Ja… jeg skifter også lige bane… Fiskeriets Hus var for børn i stueetagen, men udstillingen i kælderen var ganske interessant – 2. verdenskrig…

– Så, nu er vi her. Henne Golfklub. Du kan tage bag’en ud, mens jeg går i proshoppen.

– Merete i proshoppen sagde, vi kunne tage buggy nummer 1. Og ved du, hvad hun har til salg?

– Hm … alt inden for golfsporten.

– Jep – inklusiv et headcover med ulvehoved. I virkeligheden er det vist et hundehoved, men det ligner en ulv.

– Det kommer til at gå som varmt brød.

– Merete fortalte også, at TV 2 News forleden sendte et indslag om ulve på Henne Golfklubs bane. Hvordan golfspillerne tit finder rester af rådyr på banen, som ulvene har fanget og spist, og hvordan nogle golfere, som skulle starte på hul 1, fik greenkeeperne til at jage en ulv væk med traktoren.

– Det bliver en spændende runde.

– 3. Signaturhullet. Et par-3, hvor greenen er som en omvendt dyb tallerken.

– Ingen ulve i sigte. Foreløbig.

– Det er nu rart at have køller i tasken… for det tilfælde at vi møder en nærsynet ulv, som ikke kan se forskel på mennesker og rådyr.

Bent, Tage og Thorkil på 9. hul

– Folk er meget flinke til at lukke os igennem. Som for eksempel Bent, Tage og Thorkil.

– Vi er også meget flinke til at spørge, om vi kan blive lukket igennem.

– Så gælder det 14. hul. Det er første gang, der er vand i spil.

– Til gengæld er greens meget store.

– Og fairways som en motorvej.

– ’Jeg ka’ bedst med åbne vidder. Nær ved havet vil jeg bo’, som Erik Grip sang for længe siden.

– Ja, det passer meget godt på banen. Det er åbent landskab, og vi er ikke langt fra Henne Strand.

– Det åbne landskab giver vestenvinden frit spil. Og på 17. er der modvind. Hva’ siger caddien?

– Hun siger, det går ned ad bakke. Et 8-jern og bolden skal placeres ud for højre fod.

– Du skal ikke surmule over din dobbeltbogey. Bolden var kort af green, men kort af greenbunkers. Dit chip var mod flaget, men desværre for langt. Du er lidt rusten. Nu får vi en kop kaffe, og så kører vi til Nymindegab.

Nymindegab Museum er simpelthen femstjernet.

– Jeg har aldrig hørt om maleren Christen Lyngbo. Han var sgu forud for sin tid.

– 100 år forud for sin tid.

– Ja, som der står på hjemmesiden under overskriften Danmarks første hippie? så fandt Christen Lyngbo ’sin egen form for “slow living”, længe før begrebet opstod. Lyngbo dyrkede solen, spiste grøntsager og levede i landskabet, han elskede, og som formede både hans liv og kunst’.

– Jeg har heller aldrig hørt, at malerne i Nymindegab skulle være en af Danmarks første kunstnerkolonier med Laurits Tuxen i spidsen.

– Men den faste udstilling Friland tager nu prisen.

– Enig. Især den nedgravede køkkenhave. Lidt gravearbejde, lidt havemuld på bunden, og så var man klar til at dyrke grøntsager uden at blive generet af den voldsomme vestenvind.

– Familien blev nærmest selvforsynende.

– Konen havde nok læst Voltaires Candide: ’Man skal dyrke sin have’.

Henrik, der er ansat på Bork Kro, viser et skilt frem i receptionen

– Hvad står der på skiltet?

– Lad mig se… We offer 3 kinds of services GOOD CHEAP FAST. But you can pick only two. GOOD & CHEAP WON’T BE FAST. FAST & GOOD WON’T BE CHEAP. CHEAP & FAST WON’T BE GOOD.

– Henrik har god humor.

Bork er ik’ så ring’ endda.

– Der er faktisk både en Søndre og en Nørre Bork.

– Hvor er vi nu?

– I Søndre Bork … Tror jeg nok …

– Der er også noget, der hedder Bork Havn Vikingegolf. På deres hjemmeside kan man læse: ’Spændende minigolfbane med vikingetema. 12 huller med eksempelvis vandfald, hop og broer. Alle baner med to forskellige sværhedsgrader. Banen er selvbetjent og åbent døgnet rundt.’

– Det må blive næste gang.

Ringkøbing Kirke overrasker med sit interiør.

– Ifølge Wikipedia er kunstneren bag alterbillede, alterbord og døbefont Arne Haugen Sørensen.

– Fedt med et moderne alterbillede. I stedet for Guds søn på korset.

– Ja, strengt taget er korset et tortur- og henrettelsesredskab.

– Kirken er omkring 450 år gammel.

– Den må være taget i brug i 1563 at dømme ud fra SERIES PASTORUM.

– Ja, Hr. Niels anføres som den første pastor.

– Åremålet angives for samtlige præster, der er fulgt i hans fodspor. Jens Andersen Resen 1885-1602. Jens Iversen Borch 1602-1625, osv., osv. Der er ikke angivet nogen slutdato for Hr Niels’ virke.

– Hr. Niels har fået det evige liv.

– ’Byens borgere lod raadhusklokkerne støbe og bypumpen genrejse paa købstadens 500 aars dag d, 27. januar 1943’, lyder inskriptionen på bypumpen.

– Ringkøbing er en velbevaret gammel købstad. Sådan cirka 583 år. Det er da noget.

– Ja, her kunne man godt tilbringe lidt længere tid.

Første del af Fra Holmsland Klit til Henne Strand – Rejseoplevelser fra Vestjylland kan læses her

Tekst: Kim Boje
Fotos: Annemarie Slej og Kim Boje

BONUSINFO

Golfklubber

Hvide Sande

Nymindegab

Sdr. og Nr. Bork

Ringkøbing

 

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Starttider Danish Golf Championship 2026, fredag

Se starttider for fredagens 2. runde af DP World Tour turneringen Danish Golf Championship på Great Northern i Kerteminde på Fyn. Felix Mory fører i...

Felix Mory fører Danish Golf Ch’ship foran Lucas Bjerregaard

Felix Mory satte ny banerekord og fører Danish Golf Championship foran Lucas Bjerregaard og Brandon Stone efter 1. runde på Great Northern i Kerteminde....

De fem nyeste artikler på 19hul.dk