Challenge TourFornem start af Oliver Hundebøll ved Frederikshavn Challenge by Hessel

Fornem start af Oliver Hundebøll ved Frederikshavn Challenge by Hessel

Vejret viste sig fra sin absolut bedste side torsdag på førstedagen af Frederikshavn Challenge presented by Hessel, og det gav spillerne perfekte betingelser på den ellers krævende bane. Noget, der åbenbart passede Danmarks nyeste DP World Tour spiller godt.

Dansker med helt fremme

Oliver Hundebøll Jørgensen har nemlig taget sin forrygende form med til denne uges danske udgave af Challenge Touren, og med en fejlfri runde i 67 slag, fem under par, indtager Hundebøll fjerdepladsen efter førstedagen. Det startede ellers lidt kedeligt for Silkeborg-spilleren, inden en klassisk Hundebøll-birdiestime sendte ham op gennem feltet, hvor han længe lå i spidsen for turneringen.

– Jeg spillede ad helvedes til de første otte huller, og jeg er glad for, at jeg kunne holde den i par. Derfra kørte det bare, og spillet sad helt som det skulle, fortalte det 23-årige stortalent bramfrit efter runden, der med birdies på hul 18, 1, 2 og 3 pludselig blev meget sjovere.

Oliver Hundebøll Jørgensen har allerede sikret sig oprykning til DP World Tour næste år, og havde inden turneringen proklameret, at det ville blive en fordel at kunne spille uden pres i denne uge. Det ser ud til, at han har ret i det.

Blandet landhandel for danskerne

Den talentfulde danske amatør, Frederik Kjettrup fik også en superstart på turneringen og er næstbedste dansker efter førstedagen. En runde i tre under par, 69 slag, placerer Kjettrup på 14. pladsen, mens Jonas Lykke Petersen og Magnus Østergaard også var under par. Ellers var der desværre langt mellem de danske højdepunkter på førstedagen.

Feltet er dog tætpakket og med en god runde fredag, kan næsten alle danskere stadig nå at klare sig videre til weekendens finalerunder.

Hole in one til rutineret englænder

Dagens bedste slag stod den tidligere Europa Tour spiller, John Parry for, da han leverede golfens ultimative slag, en hole in one på 2. hul. Parry sluttede tre under par, og deler dermed 14. pladsen med bl.a. Frederik Kjettrup.

Du kan se stillingen ved Frederikshavn Challenge by Hessel her.

Kom og hep!

Fredag fortsætter feltet med anden runde, og har du fået lyst til at opleve de danske spillere på hjemmebane, så kan vi glæde dig med, at der er gratis adgang i Frederikshavn Golfklub hele ugen.

Du kan se stillingen ved Frederikshavn Challenge by Hessel her.

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Herrer: Penge- og pointranglister, 22. april 2024

Scottie Scheffler vandt RBC Heritage, og verdensetteren har nu vundet 4 af sine seneste 5 turneringer! Det var en Signature Event med en præmiesum...

Se putting clinic med Rory McIlroy

Op til Hero Dubai Desert Classic i januar gav Rory McIlrpoy en putting clinic for inviterede gæster. DP World Tour har lavet en video...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk