De første fem spillere i den kommende indendørsliga WTGL for kvinder er nu offentliggjort og blandt dem verdensetteren Jeeno Thitikul. Det er ikke en konkurrent til LPGA, men et supplement, og LPGA er da også med i et samarbejde om WTGL.
Herrernes TGL har været en succes som en underholdende TV-sport, der har tiltrukket andre og yngre seere end den normale PGA Tour dækning. Og TMRW Sports, der er grundlagt af Tiger Woods, Rory McIlroy og Mike McCarley, har også store forventninger til en kvindeliga, der kan være med til at øge interessen for kvindegolf. I det moderne format hvor spillerne bærer mikrofoner kommer man også tættere på stjernerne.
WTGL begynder i vinteren 2026-27, og er således ikke i konkurrence med LPGA turneringer. Der spilles typisk på hverdagsaftener, hvor det ikke konkurrerer med de store sportsgrene.
De første fem WTGL spillere er offentliggjort, og det er:
- Jeeno Thitikul, Thailand (nr. 1 på verdensranglisten)
- Charley Hull, England (nr. 5)
- Lydia Ko, New Zealand (nr. 6)
- Brooke Henderson, Canada (nr. 25)
- Lexi Thompson, USA (nr. 79)
Alle fem er store velkendte og populære stjerner. Det springer selvfølgelig i øjnene, at de pt. bedste amerikanske og sydkoreanske spillere ikke er med, men der er fortsat meget lang tid til, at den første WTGL match skal spilles, og der kommer mange flere WTGL spillere.
Alle matcher spilles i SoFi Center, der er bygget til formålet i Palm Beach Gardens, Florida. Med specialudviklet Full Swing teknologi spilles simultatorgolf til en gigantisk storskærm på omkring 20 x 14 meter. Der spilles fra teested, fairways og rough fra græs ligesom fairway-bunker slag spilles fra sand.
Lexi Thompson er ikke i nærheden af karrierestop
Nogle husker nok, at Lexi Thompson ville indstille karrieren efter 2024 sæsonen.
30-årige Lexi Thompson spillede dog videre i 2025 og præciserede, at hun bare ville skære lidt ned på antal turneringer. Hun spillede 18 LPGA turneringer i 2022, 14 i 2023, 18 i 2024 og 13 i 2025.
Så hendes åbne brev med “farvel” til golf var lidt en overdrivelse, og nu har hun også meldt sig klar til WTGL i den kommende vinter.



