AnbefaletEuropa Tourens 2019 sæson med 48 turneringer i 31 lande

Europa Tourens 2019 sæson med 48 turneringer i 31 lande

Europa Touren har offentliggjort turneringskalenderen for 2019 sæsonen, som begynder med Honma Hong Kong Open presented by Amundi fra den 22. november. Der er fem tællende turneringer i 2018.

Sæsonen begynder således allerede ugen efter 2018 sæsonfinalen i Dubai. Samme uge som den ikke-tællende ISPS Handa Melbourne World Cup of Golf, hvor Thorbjørn Olesen og Søren Kjeldsen er forsvarende mestre.

Turneringsprogrammet blev offentliggjort tidligere på ugen, og i første omgang var det helt uden præmiesummer, men de er siden blevet tilføjet for de fleste turneringer.

Som i 2018 ser der i 2019 ud til at være 47 tællende Europa Tour udover holdturneringen GolfSixes, så det totale antal er pt. 48. Dertil kommer en mulig turnering fra den 1. – 4. august. De 48 turneringer spilles i 31 lande på fem kontinenter.

Abu Dhabi erstatter Open de France i Rolex Series

Præmiesummen for Abu Dhabi HSBC Championship presented by EGA i januar bliver mere end fordoblet fra 3 mio. $ til 7 mio. $, så det bliver én af de otte Rolex Series turneringer med en præmiesum på mindst 7 mio. $. Det bliver et Dessert Swing med Omega Dubai Desert Classic og den nye turnering i Saudi Arabien, Saudi International, de følgende uger.

Der var også otte Rolex Series turneringer i 2018, men trods et meget succesfuldt Ryder Cup på Le Golf National i Paris, så står Open de France uden titelsponsor. I 2017 blev det ellers offentliggjort, at det kinesiske konglomerat HNA havde lavet en 5-årig sponsoraftale for Open de France, men det samarbejde stoppede efter årets udgave.

Da US PGA Championship flyttes til maj rykkes BMW PGA Championship fra maj til september, mens Italian Open flyttes fra juni til oktober.

Ingen Italian Open på Ryder Cup banen

I forbindelse med Ryder Cup 2018 blev der talt meget om fordelen ved, at de europæiske baner kendte værtsbanen Le Golf National, som i mange år har været vært for en Europa Tour turnering.

Ryder Cup 2022 skal spilles på Marco Simone Golf & Country Club i Rom, så mange havde håbet, at Italien Open 2019 skulle spilles der. Sådan går det ikke, da det bliver på Olgiata GC Rom. Her er Thorbjørn Olesen forsvarende mester, da han vandt Italian Open 2018 på Gardagolf CC.

Så må man blot håbe, at Italian Open fra 2020 kan spilles på Marco Simone Golf & Country Club i Rom.

British Masters fortsætter

Særligt i de engelske medier har der været bekymring for, om British Masters kunne fortsætte, da titelsponsoren Sky ikke ønskede at være titelsponsor på den nye dato i maj.

British Masters fortsætter, men der er ingen titelsponsor på turneringen, som i første omgang hedder British Masters hosted by Tommy Fleetwood med en præmiesum på 3 mio. £.

Made in Denmark fra den 23. – 26. maj

Som offentliggjort i september skal Made in Denmark 2019 spilles på Himmerland Golf & Spa Resort fra den 23. – 26. maj.

Made in Denmark Promoter Flemming Astrup er meget tilfreds med den nye dato, som han kalder meget attraktiv velvidende at det er ugen efter US PGA Championship, hvortil top-100 på verdensranglisten bliver inviteret.

Forhåbentlig kan Made in Denmarks fordoblede præmiesum på 3 mio. €, hvoraf vinderen får 500.000 €, være med til at trække nogle profiler over Atlanten til Himmerland.

Det er dog nok de færreste store navne som på tre uger vil spille både British Masters hosted by Tommy Fleetwood i England, US PGA Championship i USA og så Made in Denmark, men det bliver spændende at se, hvilket felt der kommer til den danske Europa Tour turnering i maj.

Svensk turnering uden titelsponsor

Der er fortsat en svensk Europa Tour turnering, men det er i første omgang uden en titelsponsor når Scandinavian Invitation spilles på Hills Golf & Sports Club fra den 22. – 25. august med en præmiesum på 1,5 mio. €.

Det er en fortsættelse af Nordea Masters, som også blev spillet på Hills i 2018, men Nordea er stoppet efter ni år som titelsponsor.

Der mangler navn på flere værtsbaner

Der er fortsat nogle uafklarede ting såsom præmiesum for nogle turneringer samt værtsbaner, hvilket dog ikke er så usædvanligt.

GolfSixes flyttes til Portugal, hvor værtsbanen dog ikke er offentliggjort, mens det er uvist hvor Shot Clock Challenge skal spilles. Shot Clock turneringen, hvor der tages tid på alle slag, blev spillet i Østrig sidste år.

Open de Espana bliver i Spanien til oktober, men hvor vides endnu ikke ligesom det heller ikke er offentliggjort, hvor Turkish Airlines Open skal spilles.

Ny turnering hvor damer og herrer spiller samme bane

Med succes var der flere damehold i GolfSixes 2018, og det kommer der også i 2019, hvor Ryder Cup kaptajnen Thomas Bjørn dannede par med Solheim Cup 2019 kaptajnen Catriona Matthew.

Der er igen en samtidig dame- og herre turnering i Marokko, men om de bliver integreret yderligere er endnu lidt uklart og ikke bekræftet.

Sikkert er det, at Vic Open i Australien er en tilføjelse til Europa Touren. Den er særligt interessant, da damer og herrer spiller to separate turneringer, men samtidig på samme bane. Som i Oates Vic Open 2018, der ikke var tællende til Europa Touren, er der samme præmiesum til både damer og herrer. Den samlede præmiesum på 3 mio AUD$ svarende til ca. 14 mio. danske kroner, gør det til den største turnering i Australien.

VIC Open spilles fra den 7. – 10. februar, og ugen efter er der ISPS Handa World Super 6 Perth. Det er første gang siden 2004, at der er to Europa Tour turneringer i træk i Australien, så flere europæere vil nok tage den lange rejse.

Se vores kalender her på 19hul.dk

Se hele turneringsprogrammet på Europa Tourens hjemmeside.

Du kan også se turneringerne i den samlede tourkalender her på 19hul.dk. Du finder kalenderen her eller under menupunktet Leaderboards i toppen, hvor man kan trykke på turneringen og se et Google kort over banen.

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Højgaard er favorit i Den Dominikanske Republik, mens verdenstoppen mødes på Hilton Head

Knap har Scottie Scheffler fået den grønne jakke over skuldrene før verdens bedste spillere igen står over før hinanden. Traditionsrige RBC Heritage er en...

Se Thomas Bjørn på PGA Tour Champions i denne uge

Thomas Bjørn har fået en invitation til denne uges Invited Celebrity Classic på PGA Tour Champions, hvor mere eller mindre kendte amatører også er...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk