RejserCypern og Nordcypern, rejserEn julehistorie med natur, kultur og golf – Rejseoplevelser fra Nordcypern (14)

En julehistorie med natur, kultur og golf – Rejseoplevelser fra Nordcypern (14)

Vejrudsigten lover tørt vejr, så Wendy vender tommelfingrene opad, og Ayhan er klar til at køre ud med chokolade, sandwich og kolde øl og vand.

Der står golf på programmet i dag. Uden uvejr, tak.

Månen hænger over fyrretræerne og har den farve, måner skal have, når klokken er 5.45 og solen endnu ikke er dukket op.

Der er “I Can See Clearly Now” på morgenens playliste. “It’s gonna be a bright sunshiny day”, synger Jimmy Cliff. Foreløbig ser det ud til, han får ret.

Jona i proshoppen lover højt og helligt, at jeg i dag kan spille 1 til 9 uden at blive stoppet af uvejr.

”Det har regnet hele natten, og der var torden og fjerne lyn. Men vejrudsigten lover tørvejr.”

Ja, forhåbentlig er himmelens fyrværkeri udtømt for denne gang.

Mehmet Nasiboglu, chefgreenkeeperen, er glad for, at Korineum – og resten af Nordcypern – er blevet vandet godt og grundigt i nat.

”Banen er godt drænet, så der er ingen problemer. Bortset fra, at vores bunkergrus bliver godt pakket efter sådan en langvarig skylle. Tænk på det, når du skal ud af en af vores sandkasser.”

Som det ses her, bliver Paspalum græsset efter mødet med en golfkølle molesteret i en sådan grad, at der ikke er nogen intakt turf at lægge tilbage i nedslagsmærket. Noget Mehmet naturligt nok synes er lidt træls.

Golfspillere, som stifter bekendtskab med græstypen for første gang, har også problemer, skal jeg hilse og sige. Der skal øvelse til, før man bliver dus med Paspalum. Roughen er sej og saftig – og undertiden også fjedrende.

Men Paspalum er slidstærkt og tåler perioder med tørke. Desuden er den ”the Salt Tolerance King,” som præsidenten for Atlas Turf, John Holmes, har formuleret det. En kvalitet, der forklarer, hvorfor denne græstype er mere og mere populær i en verden, hvor havvand bruges til at vande græsplænerne, uden det er afsaltet 100 %. Som her i Korineum.

Der hænger nogle grå skybanker over Femfingre Bjergene, aka Pentadaktylos aka Beşparmak Dağı, men de ser helt ufarlige ud.

Kloden drejer, og solen får mere kraft. Men ikke alle greens er skyggefri.

En usædvanligt hurtig buggy og tilmed ingen morgentrafik. Godt en time efter tee off er man hjemme igen.

Helena Safo, klubpro i Korineum, har en pause i sit program og fortæller lidt om forskellen mellem Nord- og Sydcypern.

Når man i ens unge dage har været på Interrail – en månedlang tur med toget rundt i Europa – og tilbragt nogle dage på Korfu, forstår man godt Helena Safos sammenligning mellem Nordcypern i dag og en græsk ø i 1970’erne. ”So slow and nice” med Helenas ord.

Hvorvidt Sydcypern er ”like Europe”, som Helena udtrykker det, skal jeg ikke kunne sige, da jeg ikke har været i den sydlige del af Cypern. Endnu.

Helena fortæller også, at golfbanen i Korineum er den eneste rigtige golfbane i Nordcypern, men at der faktisk findes endnu en golfklub længere østpå, i Yeşilyurt. ”A tiny golf course, CMC, but they have no maintenance.”

Desværre var der ikke tid i rejsereporterens program til at besøge CMC – Cyprus Mediterranean Coast Golf Club – men det er lykkedes at komme telefonisk igennem til klubben og opnå tilladelse til at bruge nogle af deres fotos.

Som det fremgår af ovenstående, er golfbanen i Yeşilyurt ikke at sammenligne med Korineums. Der er sikkert ”maintenance”, men ikke helt den samme vedligeholdelse som i Korineum. Og greens har man opgivet og indført browns i stedet.

Men udsigten fejler bestemt ikke noget.

Der ser heller ikke ud til at være noget galt med det sociale liv i CMC Golf Club.

Golfglæden er tydeligvis også stor i en ”lillebitte golfklub”. Der jubles i hvert fald lige så højt over vundne pokaler som i alle andre klubber.

Tilbage i Korineums klubhus breder juleudsmykningen sig dag for dag. Nu er der også juletræ og julekranse i pejsestuen.

Julemanden kommer jo også fra Myra, tæt ved Antalya, en kort flyvetur med slæde og rensdyr fra Korineum. Det er et historisk faktum. Det skete nemlig i de dage, hvor Nikolaj, en hjertevarm katolik i Myra, kastede poser med drakmer (byen var græsk i Nikolajs levetid, ca. 270-330) ned gennem skorstenen til sin nabo, der var kommet i økonomisk uføre, og som ikke så anden udvej end at sælge sine tre døtre til et utugtshus i byen for at få penge i kassen. Nikolajs gode gaver reddede således nabodøtrenes dyd, og skaffede Nikolaj stillingen som biskop i Myra og senere en helgenkåring hos Paven i Rom.

Herfra blev den hellige Sankt Nikolaus til Sinterklass i Nederland og Santa Claus i Amerika og Fader Jul i Danmark.  Det er også et historisk faktum. En rigtig julehistorie.

PS. Man kan godt forestille sig, hvordan Korineums klubhus ser ud den 24. december, hvis de finder den store kasse med julepynt. Bliver det tilfældet, vil danske golfere, der besøger Korineum i juletiden, nok sige med Gudrun og Oluf Sand, kartoffelægteparret fra The Julekalender:

Det æ bår dæjli’!”

EPILOG

3.50. Receptionen på Korineum Golf & Beach Resort.

4.30. Ercan Lufthavn.

6.00. Tid til bøn og toiletbesøg.

6.30. Boarding. Og snart Airborne med Airbus A320-200.

7.30. Det er ikke muligt at flyve direkte fra Nordcypern til andre destinationer end lufthavne i Tyrkiet. Så vi flyver over Alanya og lander i Antalya.

8.50. Ankomst Antalya. Stop i 40 minutter, hvor besætningen skiftes ud og brændstof kommes på.

”Unfasten safety belts!” lyder det gentagne gange, mens lugten af fossilt brændstof breder sig. Ved ildløs skal man kunne komme hurtigt ud af blokkene.

9.35 (tyrkisk tid). Afgang fra Antalya. Forventet ankomst Billund 11.55 (dansk tid).

Hjemme igen. Grønt juletræ og rødt grus på bane 8 i Viborg Lawn Tennis Forening.

”Øst, vest, tennis bedst,” siger tennissen til venstre, som ikke ved bedre.

”Øst, vest, Korineum bedst,” siger tennissen til højre, der har været på studierejse til Nordcypern.

Og så går de ellers i gang med at fælde grantræet, der skal sprede juleglæde til julefrokosten i VLTF, den ene bevæbnet med sin babolatketsjer, den anden med sin havehåndsaks, alt imens de siger:

“GOD JUL TIL ALLE JER FRA ALLE OS“

Knapt er ekkoet fra tennisserne døet hen, førend julesneen lægger sig over landet. Golferne i Viborg Golfklub bevæbner sig igen med køller og ukueligt godt humør og tropper op på de hvide fairways, hvorfra de har udsigt til den smukkeste natur med søer, skov og bølgende bakker – og en vederkvægende runde golf.

Hvordan man bedst gebærder sig på en sneklædt golfbane, kan man se i faktaboksen under Vinter i Viborg.

Julesneen lægger sig også over tennissernes legeplads, men det hindrer dem naturligvis ikke i at lege i sneen. Tværtimod. Ho, ho, ho!

TEKST: Kim Boje

FOTOS (fra CMC): CMC Photo Archives (tilladelse per telefon fra klubbens Captain)

FOTO  (FRA VLTF): NN fra SIK

FOTOS I ØVRIGT: Kim Boje

VIDEO 1 (Helena Safo): Kim Boje

VIDEO 2 (tennisser): Gitte, VLTF

REJSER

ET DEJLIGT BOUTIQUEHOTEL

Korineum Golf & Beach Resort er ganske enkelt et dejligt sted at opholde sig. Rart, fredeligt og smukt. En forrygende smuk og velplejet golfbane. Et såkaldt boutiquehotel, der har 82 luksuøse værelser på minimum 32 kvadratmeter med udsigt til bjerge eller hav.

Som man vil kunne se af billeder og interviews (artikel 10-14), så er Korineum befolket med et yderst professionelt og højst sympatisk personale. Fra folket på hotellet til besætningen i proshoppen og på golfbanen.  Når så resortet har Kyreniabjergene mod syd og Middelhavet mod nord, så skal det blive et regulært paradis at opholde sig for en golfspiller.

Endelig er der interessant kultur og natur inden for kort køreafstand (jf. artiklerne 1-9).

A GLİMMER OF HOPE FOR CYPRUS

GOLFKLUBBER

I Danmark ville man nok kalde CMC Golf Club en naturgolfbane.

VINTER I VIBORG

  • Det første skridt mod golfbanen i vintersæsonen er lettest at tage, hvis solen er gul, himlen blå og fairwayen grøn. Og måske er greens endog sommerudgaven. Så kan man tage den store kølle frem og sigte højt – mod stjernerne, månen og en god score. Men sådan er vejrliget sjældent i vintermånederne. Når ”det er hvidt herude” og ”kyndelmisse slår sin knude”, som Blicher skrev, bliver golferen alvorligt udfordret, så her kommer nogle tips, der kan bruges af golfspillere i det ganske danske land, https://www.19hul.dk/vinter-i-viborg/

 

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

20 mio. $ – så meget tjente spillerne i Masters 2024

Man er ikke med i Masters for pengenes skyld, og på Augusta National taler man helst ikke om det. Men ikke desto mindre er...

Er der “gummiarm” i dansk golf?

Dansk golf er i rivende udvikling - altså når vi selv skal sige det. Dog forekommer det mig, at når danske golfspillere endelig kommer...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk