De danske drenge tabte semifinalen mod Frankrig, og skal lørdag spille om bronze mod Sverige på Golf Resort Kaskada Brno i Tjekkiet.
Danmark blev nr. 6 i slagspilskvalifikationen, og vandt kvartfinalen mod Tyskland. Tyskerne var 15 slag bedre end danskerne i slagspil, men hulspil er bare anderledes.
Fredag skulle drengene møde Frankrig, som vandt begge foursomes. De danske drenge vandt tre af fem singler, men det var ikke nok så Frankrig vandt 4 – 3.
Værterne fra Tjekkiet vandt deres semifinale over Sverige med 4 – 3, så finalen bliver et opgør mellem Tjekkiet og Frankrig, mens Danmark og Sverige som nævnt skal spille om 3. pladsen.
Læs mere om formatet nederst i denne artikel, men kort fortalt skal der i Flight A medaljekampen spilles to foursomes om formiddagen og fem singler om eftermiddagen. I Flight B og når der ikke længere spilles om medaljer spilles én foursome og fire singler. Der spilles hulspil frem til på lørdag.
Drengeholdet består af Frederik Æbelø (Esbjerg Golfklub), Hjalte Hjorth (Breinholtgård Golfklub), Max Bendixen (Søllerød Golfklub), Mikkel Tingsted Blum (Dragør Golfklub), Mikkel Davidsen (Viborg Golfklub) og Oscar Risager Krzton (Værløse Golfklub). Lars Holm Larsson er træner og Torben Nyehuus er kaptajn.
European Boys’ Team Championship – slagspil, resultat
– Hulspil: Flight A & B, leaderboard
Format og op- og nedrykning
Formatet for Hold EM er, at der er seks spillere på hvert hold. Tirsdag og onsdag spillede man slagspil, med de fem bedste scores hver dag tællende som holdets score. De otte bedste hold kommer i Flight A, hvor der spilles om medaljer, så i første omgang handlede det om at komme i top-8 og slutte så højt som muligt. Hold udenfor top-8 kommer i Flight B, hvor man i bedste fald kan blive nr. 9.
Fra torsdag til lørdag spilles hulspil, og man skal vinde sin kvartfinale torsdag for at komme i semifinalen. Ellers spilles placeringskampe uden mulighed for medaljer.
Hos herrerne og drengene er der også en 2. division, så her skal man slutte i top-13 for at kvalificere sig til det bedste Hold-EM næste år. De 16 hold i 1. division udgøres af nr. 1 – 13 ved det foregående EM, værtsnationen og top-2 fra Hold-EM, Division 2. Hvis værtsnationen er kvalificeret er det tre fra Division 2.


