Der var ingen danskere i de første 5 turneringer på DP World Tour Tourskolen, men nu var der tre danskere i den svenske turnering på Arlandastad i Sverige. Der blev også spillet i England uden dansk deltagelse. I næste uge er der 14 danskere på deltagerlisten for First Stage turneringen i Frederikshavn Golfklub fra den 23. – 26. september.
På Arlandastad gik top-17 og lige videre til Second Stage, og inden finalerunden var Benjamin Poke nr. 18 i +1, Theis Poulsen nr. 35 i +4 og Rasmus Broholt Lind nr. 59 i +9.
Theis Poulsen gik -2 og blev bedste dansker på en 21. plads i +2, men det kan han ikke bruge til meget andet end erfaringen, da han var to slag fra videre avancement.
33-årige Benjamin Poke, der som den første dansker vandt Tourskolen i 2019 foran Rasmus Højgaard på en 5. plads, begyndte dagen ét slag fra Second Stage, men med en runde i +4 blev han nr. 30 i +5. Rasmus Broholt Lind afsluttede med en runde i +7 og blev nr. 66 i +16.
Inden finalerunden havde amerikanske Ben Warian føringen i -6 foran islandske Gudmundur Kristjansson i -5.
Ben Warian og Gudmundur Kristjansson endte med at dele sejren i -6 foran fire spillere i -4. Præcis 17 spillere i par eller bedre gik videre til Second Stage.
Der var 13 svenskere i feltet, men blandt dem vardet lidt overraskende kun Benjamin Hjorth, der gik videre til Second Stage. Flere kendte spillere som Pelle Edberg, Jesper Sandborg og Rasmus Rosin gik således ikke videre.
Der var seks amerikaner, tre finske spillere og to fra Wales i top-17, som gik videre. Og bl.a. også den 20-årige amatør Ralf Johan Kivi fra Estland på en 11. plads.
Alex Goff vandt på Donnington Grove
På Donnington Grove i England var det også top-17 og lige, der gik videre, og det blev 18 spillere i -6 eller bedre.
Inden finalerunden havde amerikanske Alex Goff føringen i -12 foran engelske Matthew Gauntlett i -11.
Alex Goff gik -2 og vandt i -14 foran Matthew Gauntlett i -12, mens Barclay Brown blev nr. 3 i -11.
Her var der fem englændere videre heriblandt den 17-årige amatør Kris Kim, der flere gange har markeret sig med bl.a. sejr i Boys Amateur Championship 2023. Han var den første amatør der blev sponseret af CJ Group, og har spillet et par PGA Tour turneringer, den første europæiske amatør sponsoreret af Under Armour og den første britiske amatør sponseret af TaylorMade.
Der var tre amerikanere i top-17.
Donnington Grove Golf Club, resultat
Læs også om de første First Stage turneringer:
- Amerikansk og brasiliansk sejr på DPW Tourskolen, First Stage
- Engelsk og amerikansk sejr i 3. og 4. First Stage turnering på Tourskolen
- Spansk sejr i den 5. First Stage turnering på Tourskolen



