Det danske damelandshold blev nr. 9 i slagspilskvalifikationen, og er ude af medaljekampen ved EM for hold på Golf de Chantilly i Frankrig.
Danskerne, med to i top-50 på amatørernes verdensrangliste, var nr. 10 i +16, men dog i samme score som Irland på 8. pladsen. Desværre var +8 i anden runde ikke nok til en plads i top-8, da de sluttede i +24 og ét slag efter England på 8. pladsen i +23, så de danske damer er i Flight B.
I Flight B er danskerne seedet som nr. 1, og torsdag skal de spille mod Portugal, som var 25 slag dårligere end danskerne i slagspilskvalifikationen. Men hulspil er et anderledes spil, så intet er givet.
Spanien vandt kvalifikationen i -1 foran Frankrig i +2 og Sverige i +11.
Individuelt var Marie Madsen bedste dansker på en 9. plads i par. Andrea Revuelta Goicoechea fra Spanien var bedst af alle i -7 foran Beth Coulter fra Irland i -6.
Det danske hold er Alvilda Wiberg (Smørum Golfklub), Benedicte Brent-Buchholz (Københavns Golf Klub), Emma Bunch (Mølleåens Golf Klub), Marie Eline Madsen (Viborg Golfklub), Olivia Grønborg Skousen (Smørum Golfklub) og Johanna Axelsen (Ledreborg Palace Golf Club). Thomas Poulsen er træner og Thomas Brunsgaard Stephansen er kaptajn.
European Ladies Team Championship – slagspil, resultat
– Flight A, leaderboard
– Flight B, leaderboard
– Flight C, leaderboard
Formatet
Formatet for Hold EM er, at der er seks spillere på hvert hold. Tirsdag og onsdag spillede man slagspil, med de fem bedste scores hver dag tællende som holdets score. De otte bedste hold kommer i Flight A, hvor der spilles om medaljer, så i første omgang handlede det om at komme i top-8 og slutte så højt som muligt. Hold udenfor top-8 kommer i Flight B, hvor man i bedste fald kan blive nr. 9.
Fra torsdag til lørdag spilles hulspil, og man skal vinde sin kvartfinale torsdag for at komme i semifinalen. Ellers spilles placeringskampe uden mulighed for medaljer.


