Dobbelt triumf for Bryson DeChambeau, som vandt den individuelle turnering ved LIV Golf South Africa efter omspil mod Jon Rahm, og hans Crushers GC hold vandt holdturneringen. Se højdepunkter fra finalerunden i videoen ovenfor.
Det er første gang LIV Golf besøger Sydafrika, og det blev en stor succes, som den sydafrikanske sportsminister roser til skyerne, hvilket der er mere om nederst i denne artikel.
Inden finalerunden på The Club at Steyn City i Johannesburg, hvor både HotelPlanner Tour og DP World Tour tidligere har spillet, havde Bryson DeChambeau føringen i -21 foran Branden Grace i -18.
Bryson DeChambeau gik -5 og blev i -26 indhentet af Jon Rahm, der afsluttede med en runde i -8. De to skulle i omspil, og det vandt DeChambeau med en birdie på første omspilshul.
Bryson DeChambeau vandt også Aramco LIV Golf Singapore i sidste uge, så det var to sejre i træk og hans femte sejr på LIV Golf.
Thomas Detry, Branden Grace, Abraham Grace delte 3. pladsen i -23 foran Dean Burmester og David Puig i -22.
Crushers GC vandt holdturneringen
Southern Guards GC, med fire sydafrikanere på holdet, var nr. 1 i -60 foran Fireballs GC og Torque GC i -58 efter den tredje af 4 runder.
Men Crushers GC runde i -21 (Anirban Lahiri med -8, Bryson DeChambeau med -5 samt Paul Casey og Charles Howell III i -4) gav dem sejren i -21 foran Southern Guards GC i -75 og Torque GC i -72.
Southern Guards GC på 2. pladsen havde en føring på hele 9 slag efter de første 9 huller af finalerunden, men Crushers GC var bedst på bag-ni og vandt med ét slag.
Sydafrika elsker LIV Golf
Der var ganske mange tilskuere på Steyn City, og uanset hvad man mener om LIV Golf, så holder man en fest undervejs, og der kommer mange tilskuere. Også sportsministeren var meget begejstret, og turneringen spilles også i 2027 fra den 22. – 25. april.
– Det er mere end golf. Det handler om vores land, siger Gayton McKenzie der er minister for sport, kunst og kultur i Sydafrika i en pressemeddelelse og fortsætter:
– Det LIV Golf har gjort er, at de har vist vores land på en måde, som jeg aldrig før har set.
LIV Golf South Africa, resultat



