Højst usædvanligt blev der søndag aften lokal tid i Florida spillet en TGL match mellem Jupiter Links og Boston Common Golf. Se højdepunkter i videoen ovenfor, hvor det bedste slag fra omspillet dog ikke er med!
Usædvanligt fordi det var få timer efter finalerunden af Cognizant Classic in The Palm Beaches på PGA Tour blev færdigspillet, og både Tom Kim og Max Homa var med i begge. Homa blev nr. 13 i PGA Tour turneringen og Kim nr. 59.
– Det er vist første gang jeg spiller to turneringer på samme dag. Måske som ung, men jeg kan ikke lige komme i tanke om det, sagde Max Homa efter PGA Tour turneringen.
Der var dog også under 10 km mellem PGA National og SoFi Center, hvor Jupiter Links med Akshay Bhatia, Max Homa og Tom Kim spillede mod Boston Common Golf med Rory McIlroy, Hideki Matsuyama og Keegan Bradley. Jupiter Links havde igen Tiger Woods med på sidelinjen.
Rory McIlroy satte ny record i matchens første slag, da han drivede bolden 392,3 yards, hvilket er hidtil længste drive i TGL.
Boston Common var bedst i Triples, som de vandt 5 – 3, men Jupiter var bedst i singlerne, som de vandt 3 – 1 efter Max Homa og Tom Kim vandt de to sidste singler. Stillingen var 6 – 6 efter de 15 huller, og vinderen skulle findes efter omspil.
I omspillet spilles tre korte tættest pinden opgør, og Keegan Bradley vandt den første, da ramte flagstangen og bolden stoppede 1 meter fra hullet. Jupiter vandt 2. hul da Rory McIlroy slog sit slag i bunkeren, og så var de lige.
I det sidste opgør var det Hideki Matsuyama mod Max Homa, og begge var godt 3 meter fra huller, men Matsuyama sikrede sejren for Boston Common, da han var 10 cm (4 inches) tættere på hullet end Homa.
Jupiter og The Bay skal spille om den sidste plads
Mens Boston Common fik 2 point, og nu er sikre på at vinde grundspillet, så fik Jupiter 1 vigtigt point for at tabe efter omspil. Jupiter har dermed 3 point inden deres sidste match på tirsdag mod The Bay, hvor vinderen vil slutte i top-4.
Mandag (natten til tirsdag dansk tid) skal Los Angeles spille mod New York. Se ugens sendetider på 19hul.dk/tv.


