Ordene kom fra kommentatorboksen her forleden, og det fik mig til at tænke på, at der nok er et gran af sandhed i udsagnet, skønt det langt fra er alt, man skal notere sig af de givne “guldkorn” derfra.
Men rigtig nok er golfhistorien fuld af historier, med selv professionelle spillere, der har måttet lægge køllerne på hylden, grundet man ikke har kunnet klare presset, når det virkelig gælder eller spidser til – især på finaledagen, men også det bare at klare cuttet.
Fra musikken og teaterets verden kendes også fænomenet, med det kendte “sceneskræk” – hvor pianisten pludselig går i stå, og skuespilleren glemmer sine replikker. Alt såre menneskeligt, men ødelæggende for videre karriere med dette uvæsen i bagagen.
Fra musikkens verden blev den portugisiske pianist Maria Pires så at sige “taget med bukserne nede”, da hun under en koncert tror hun skal spille et ganske bestemt stykke, men da dirigenten slår tonen an, erfarer hun, at det ikke er det stykke, de har aftalt. Så blev gode råd dyre for en fyldt koncertsal, da strygerne allerede havde sat i gang. Maria Pires, der spiller uden noder, kigger op, og finder på fænomenal vis stykket frem i tankerne, og koncerten fuldføres uden publikum har opdaget noget som helst.
Eksemplet er vel kun et bevis på, at selv det umulige nogle gange kan lade sig gøre, såvel i golf som inden for kunstens verden – omvendt må vi også bare erkende, at selv et put på en halv meter, nogle gange er sværere end et på 10 meter.
At samle sig selv op mentalt, er vel ordene, men det er straks noget andet med opskriften. Findes den overhovedet?
Nogle lærer det aldrig, og må ty til at spille “2. Violin” – i erkendelse af, at podiet når de aldrig i deres karriere.
Ps. Selv er jeg fuld tilfreds med at spille golf helt uden for “orkesteret”, og kun i glimt nyde de “gyldne stunder”. Som golfspillet jo trods alt giver.
Mvh og god tur,
Steffen Rasmussen,
Smørum Golf
