Med sejr i BMW PGA Championship viser svenske Alex Noren storform inden Ryder Cup, hvor han er med som … vicekaptajn. Se højdepunkter fra finalerunden i videoen ovenfor.
Rasmus Neergaard-Petersen begyndte dagen som nr. 31 i -7, og med en flot runde i -5 på Wentworth blev han nr. 20 i -12. Jeff Winther gik -1 og blev nr. 66 i -4.
Niklas Nørgaard blev nr. 74 i -2, da han missede cuttet efter 3. runde. Rasmus og Nicolai Højgaard missede cuttet efter 2. runde i DP World Tour flagskibsturneringen.
Thorbjørn Olesen spillede på PGA Tour i denne uge, hvor 11 ud af 12 amerikanske Ryder Cup spillere er med i Procore Championship, men desværre missede Thorbjørn cuttet.
Noren vandt efter omspil
Inden finalerunden delte Alex Noren og Adrien Saddier føringen i -15, og med runder i -4 sluttede de på en delt 1. plads i -19. De skulle i omspil, og det vandt Alex Noren med en birdie på første omspilshul.
43-årige Alex Noren vandt også turneringen i 2017, hvor han i finalerunden tangerede banerekorden i 62 slag (-10). Han vandt British Masters for to uger siden, og som nr. 31 på verdensranglisten efter sejren i British Masters, og 11. bedste europæer på verdensranglisten var han i den grad i spil til et wild card – og +et af de bedste bud på et wild card, hvis ikke Rasmus Højgaard havde kvalificeret sig direkte.
Patrick Reed og Aaron Rai delte 3. pladsen i -16 foran Tyrrell Hatton, Viktor Hovland, Darren Fichardt, Ewen Ferguson, Matt Fitzpatrick og Si Woo Kim på en delt 5. plads i -15.
Der var således tre europæiske Ryder Cup spillere i top-10, og placeringen for alle 11 kan ses i skemaet nedenfor. Eneste fraværende er Sepp Straka, og han har en særlig god grund til i stedet at værre hjemme hos familien.
Der var flere andre store profiler i feltet, og udover Reed og Rai på 3. pladsen, blev Min Woo Lee og Tom McKibbin nr. 11 i -14, Harry Hall, Hideki Matsuyama og Marco Penge nr. 13 i -13, Joaquin Niemann nr. 20 i -12 og Matt Wallace nr. 46 i -8.
| Nr. | Score | Spiller |
| 5 | -15 | Tyrrell Hatton |
| -15 | Viktor Hovland | |
| -15 | Matt Fitzpatrick | |
| 13 | -13 | Jon Rahm |
| 20 | -12 | Ludvig Åberg |
| -12 | Rory McIlroy | |
| 46 | -8 | Shane Lowry |
| -8 | Tommy Fleetwood | |
| 61 | -6 | Justin Rose |
| 74 – MC R3 | -2 | Robert MacIntyre |
| 128 – MC R2 | +5 | Rasmus Højgaard |
Kaptajnen Luke Donald var som nr. 85 i -1 efter 2. runde, og blot ét slag fra at klare cuttet.
Vicekaptajnen Alex Noren var inden turneringen nr. 32 på verdensranglisten, og kunne være udtaget som spiller til Ryder Cup, men Luke Donald valgte andre som sine 6 Captain’s Picks. To af fem vicekaptajner var med, men Francesco Molinari missede cuttet som nr. 123 i +3.
Alex Noren er den mest vindende svensker
Det var Alex Norens 12. DP World Tour sejr i karrieren, og han er dermed den mest vindende svensker. Tidligere delte han rekorden med 11 sammen med Henrik Stenson og Robert Karlsson.


