Luke Donald har udpeget Alex Noren som sin femte og sidste vicekaptajn til Ryder Cup 2025. Se interviews med dem begge i videoen ovenfor.
De fire andre vicekaptajner er Thomas Bjørn, José María Olazábal samt Francesco og Edoardo Molinari.
Nu 43-årige Alex Noren var på holdet i 2018, hvor Thomas Bjørn var vindende kaptajn. Her bidrog han med 2 point i 3 matcher, og vandt sin single over Bryson DeChambeau.
– Det var et stort chok, da jeg fandt ud at det. Det havde jeg ikke forventet, siger Alex Noren bl.a. om at blive tilbudt rollen som vicekaptajn. Og det underbygges af Luke Donalds karakteristik:
– Han vil gøre alt hvad han kan for at hjælpe holdet. Han er ydmyg, og det handler aldrig om Alex. Det handler om holdet, og hans væremåde er vigtig for hans rolle som vicekaptajn, siger Luke Donald.
Alex Noren har vundet 11 gange på DP World Tour sejr, og senest Betfred British Masters hosted by Sir Nick Faldo 2025. Hans første sejr i syv år siden HNA Open de France 2018.
Siden 2018 har Noren primært spillet på PGA Tour, hvor han dog er uden sejre i 192 turneringer. Man han har haft mange gode resultater, og er nr. 32 på verdensranglisten i denne uge. Han er den 11. bedste europæer på verdensranglisten, men altså ikke blandt de 12 udvalgte på holdet.
Skadespause på 7 måneder
Alex Noren har misset en stor del af Ryder Cup kvalifikationen, da han var ude med en skade fra begyndelsen af oktober 2024 til Truist Championship på PGA Tour i midten af maj.
Den 7 måneder lange skadespause gjorde, at han ikke kunne optjene Ryder Cup point, og han sluttede som nr. 26 på point-ranglisten. Men altså højt på verdensranglisten, hvor han var 11. bedste europæer, og man kan kun gisne om resultatet, hvis han ikke jhavde været skadet.
Ryder Cup 2025 spilles på på Bethpage Black Course i New York, fra den 26. – 28. september.



