Anbefalet68-årige Watson vandt par-3 turneringen op til Masters

68-årige Watson vandt par-3 turneringen op til Masters

De levende legender Tom Watson, Jack Nicklaus og Gary Player var i rampelyset under onsdagens par-3 turnering. 68-årige Tom Watson vandt, 78-årige Jack Nicklaus blev nr. 4, mens 82-årige Gary Player blev nr. 10.

Hvor tv-dækningen af par-3 turneringen de seneste år til tider har været lidt søvndyssende, da man primært har fulgt de aldrende spillere mens andre har vundet, så var det helt anderledes seværdigt i år.

Watson, Nicklaus og Player spillede sammen på Augusta Nationals berømte par-3 bane, hvor de var helt forrygende. De beviste (endnu engang) at de fortsat kan spille god golf, og at de har stor fornøjelse af golfsporten. Alder er ingen begrænsning i golf…

Efter en god start spillede de alle tre med om sejren i den traditionsrige par-3 turnering, hvor Tom Watson begyndte med 4 birdies i træk. Han ramte ikke alle greens, og flere gange var han i problemer, men på de 9 huller brugte Tom Watson kun 8 putts heriblandt 2 på sidste hul.

Watson vandt foran Fleetwood og Pieters

Tom Watson vandt i -6 foran Tommy Fleetwood og Thomas Pieters i -5, mens Jack Nicklaus delte 4. pladsen i -4 med Adam Hadwin og Chez Reavie. Gary Player blev delt nr. 10 i -2.

Det er aldrig lykkedes vinderen af par-3 turneringen at vinde Masters i samme år. Det kommer heller ikke til at ske i år, da Tom Watson, som vandt Masters 1977 og 1981, ikke er med i feltet. Han sagde et flot farvel til Masters i 2016.

Sidste år blev par-3 turneringen aflyst pga. dårligt vejr. Vejrudsigten havde heller ikke været for god i år, men man fik gennemført turneringen i dejligt vejr.

Den hidtil ældste vinder og den eneste, der har haft begge trofæer

68-årige Tom Watson er nu den ældste vinder af par-3 turneringen. Den hidtil ældste vinder var Sam Snead, som vandt den første udgave i 1960 og igen som 61-årig i 1974.

Det er også anden gang, at Tom Watson vinder par-3 turneringen. Han vandt den i 1982, hvilket var året efter han vandt Masters for anden gang, så som den hidtil eneste har han været mester i begge turneringer samtidigt – det holdt dog kun fire dage.

Nicklaus’ 15-årige barnebarn lavede hole-in-one

På 9. hul er der tradition for, at caddierne får lov at slå et ekstra ikke-tællende slag. Som en nærmest perfekt afslutning på en dejlig runde lykkedes det for Jack Nicklaus’ 15-årige barnebarn Gary Nicklaus Jr., som man kan se det i videoen nedenfor.

Noget ikke mindst Jack Nicklaus forståeligt nok blev meget rørt over.

Hvor der i den seneste udgave i 2016 var hele ni holes-in-one i selve par-3 turneringen, så var der kun to i år.

Tony Finau præsterede det perfekte slag på 7. hul, mens Dylan Frittelli lavede hole-in-one på 8. hul.

Under fejringen vrikkede Tony Finau om på foden, da han løb op mod greenen. Det så dramatisk ud, men han spillede færdig og bliver forhåbentlig også klar til at spille selve Masters.

Masters – Par-3 turneringen, resultat

Færre deltagere – kun feltet og tidligere vindere

Der var færre deltagere end tidligere, for som besluttet op til Masters sidste år, så kunne rækken af såkaldte honorary invitees ikke deltage. Par-3 turneringen er således nu kun for spillerne i feltet samt tidligere vindere af Masters.

De særligt inviterede er alle tidligere vindere af US Open, The Open og US PGA Championship samt alle tidligere vindere af US Amateur. De er fortsat meget velkommen til Masters, men kan ikke længere deltage i par-3 turneringen og spille træningsrunder på Augusta National.

Nogle fravælger at deltage

Det er valgfrit for spillerne, om de vil deltage i turneringen. Nogle fravælger således at deltage for at fokusere på selve Masters.

Spillere som den forsvarende Masters mester Sergio Garcia, Tiger Woods og Phil Mickelson deltog således ikke i år.

Det er en ære at vinde den traditionsrige par-3 turnering, men ikke nødvendigvis noget man håber på. Vinderen af par-3 turneringen har nemlig aldrig præsteret at vinde Masters samme år.

Familie og venner som caddies – NS hvis de spiller med

I par-3 turneringen har en del spillere deres børn, anden familie eller venner som caddie. Hvis caddierne får lov til at lå et slag undervejs, så står spilleren nederst på leaderboardet som NS (Not Scored).

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

20 mio. $ – så meget tjente spillerne i Masters 2024

Man er ikke med i Masters for pengenes skyld, og på Augusta National taler man helst ikke om det. Men ikke desto mindre er...

Er der “gummiarm” i dansk golf?

Dansk golf er i rivende udvikling - altså når vi selv skal sige det. Dog forekommer det mig, at når danske golfspillere endelig kommer...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk