RejserGolf- og rejseoplevelser67 golfbaner – og meget, meget andet. Rejseoplevelser fra Island (3)

67 golfbaner – og meget, meget andet. Rejseoplevelser fra Island (3)

Keilir Golf Club. Links og lava.

Haukur buldrer sit drive af sted. Bolden starter ude over lavaen i højre og med en smuk venstrekurve sejler den i sikkerhed på den mørkegrønne fairway.

”Jeg lander ikke på fairwayen hver gang. Men nu hvor der lyst til efter klokken 10 om aftenen, får jeg spillet en runde hver dag. Og jo mere jeg spiller, jo heldigere bliver jeg! Det hjælper også, at jeg har spillet banen siden jeg var seks. Men selvfølgelig må jeg stadigvæk ud i lavaen for at lede efter min bold i ny og næ.”

Haukur er vokset op i Hafnafjordur – som navnet siger en havneby ved fjorden. Det er blot et kvarters kørsel fra Reykjavik.

”Jeg har boet her hele mit liv og kun haft et par minutters gang til golfbanen. Jeg bliver aldrig træt af den her bane. Blæsten ændrer sig. Lyset ændrer sig. Det er en ny oplevelse hver dag.”

Haukurs medspiller og faste golfmakker i mange år, Asgrimur, har ikke fået optimalt træf på bolden og er havnet i lavaen.

”Hole-in-one!”, siger han og slår over i højlydt islandsk og tilbage igen til engelsk.

”Do you understand what we say in Islandic?”

”Very, very little”, indrømmer jeg. Asgrimur smiler bredt. ”Good!”

De to venner slår over i islandsk, tilsat et par engelske ord, og jeg spørger om ”rock club” betyder at der koncert i aften. Haukur og Asgrimur stopper op og begynder at hyle af grin.

Asgrimur tager et godt ramponeret jern op af tasken. ”Det her er en ’rock club’. Medlemmerne i Keilir har altid et eller to gamle jern i tasken. Vi skal jo spille bolden, som den ligger.”

Asgrimur lavede ikke ”hole-in-one”. Men det var tæt på. Det store, gabende hul i lavaen ligner mere et krater end et golfhul. Men Asgrimur og Haukur kalder det ”hole-in-one”, når de må fiske bolden op af hullet og tage et drop. Det er sket mere end én gang.

Fra ét dårligt leje til det næste. Selv en garvet lokal spiller med en ’rock club’ i hånden kan have svært ved at komme helt ud på græsplænen.

Haukur betyder ”Høgen”, og den er flyvende de første fire huller, men så kommer også han på vildspor. Og tænder en smøg. ”Rock club and cigarettes go together”, siger Haukur med cigaretten i munden og viser, hvordan man kommer fra lava til fairway.

”Høgen” er flyvende igen og kommer sikkert ind og i på 9. green, der er smukt placeret i et amfiteater af lava.

Fra lava på de første ni huller, til links på de sidste ni. Flere af de grønne huller kan ses fra restauranten.

”Kan man lære at elske alle 18 huller?” spørger jeg de to muntre golfspillere.

Haukur henviser til en undersøgelse, som klubben lavede blandt medlemmerne for nylig. ”Der var dødt løb mellem dem, der er til lava, og dem der bedst kan lide links. Personligt foretrækker jeg lavahullerne.”

Asgrimur er enig. ”Men de sidste ni er også interessante. Især 13. Det er et forrygende hul.”

Ólafur Þór Ágústsson, Keilir Golfklubs karismatiske og travle manager, finder tid efter frokosten (glimrende gullaschsuppe) til at fortælle, hvordan man i samarbejde med Mackenzie & Ebert skal i gang med et omlægge nogle af hullerne på banens sidste ni huller for at fremelske et mere klassisk links look.

Keilir er med sine godt 1600 medlemmer en af Islands tre største klubber, og klubbens popularitet er vokset i takt med, at den har fået flere og flere rosende anmeldelser i udenlandske medier. ”De mange udenlandske greenfeespillere, vi har, er helt sikkert med til at udbrede det gode budskab.”

På spørgsmålet om, hvordan det kan være at golf er blevet så folkekær en sport i Island, svarer Ólafur, at det dels skyldes tilgængeligheden, dels prisen, der er overkommelig for alle.

”I sommerhalvåret kan man spille 18 huller, selv efter en 10-timers arbejdsdag. Og efterhånden har islændingene opdaget, at det er faktisk er billigt at spille golf.”

Mobilen ringer og Ólafur undskylder og går uden for. Kort efter er han tilbage og fortsætter. ”Golf er blevet så populært, at det islandske amatørmesterskab sendes direkte på nationalt TV. Tre af de fire runder. Direkte! En kæmpestor produktion! Ser man noget tilsvarende i andre lande?”, spørger Ólafur retorisk.

Mobilen ringer igen. Det er et travlt job at være manager i Golfklúbbur Keilir.

På en bane, hvor fem af hullerne løber langs Hafnafjorden, og der er havudsigt fra alle huller, forkæles golfspillerne af den smukkeste natur.

På en skyfri dag kan man se helt til Snæfellsjökull, vulkanen med gletsjer på toppen, der ligger på halvøen Snæfellsnes over 100 kilometer længere mod nord. I dag er den dækket af skyer.

Til gengæld kan silhuetten af Keilir – den kegleformede vulkan, som har givet klubben navn – tydeligt ses mod syd. Fra såvel golfbanen som fra klubhuset og parkeringspladsen.

Efter ca. 10 kilometers gang på golfbanen, skal det gøre godt med en times tid i Sky Lagoon, et afslappende geotermisk bad. Velskabt og flot beklædt med tørv, og smukt placeret ud til kysten, 17 km nord for Keilir Golfklub, 7 kilometer syd for Reykjavík.

Den islandske nationalsport med at restituere i meget varmt, mineralholdigt saltvand fra undergrunden er også blevet meget populært blandt turisterne der besøger vulkanøen. Velværet breder sig automatisk i kroppen, når den nedsænkes i 40 grader varmt vand, selv på en kølig majdag, hvor dråber fra en regnbyge prikker på huden og laver ringe i vandet.

De badende kan købe drikkevarer i en bar – hvis man da ellers kan finde den i dampen fra det meget varme vand. En dansker spørger en gruppe højlydte gæster, der taler svensk, og som alle holder om et glas indeholdende en lyserød, boblende væske, om de ”alla ihop är från Sverige?” Og det viser sig, at hele gruppen faktisk er svenskere, der i munden på hinanden fortæller, at det er ”vældig bra” at slappe lidt af i Sky Lagoon efter at have været på en lang bustur rundt i Den Gyldne Cirkel.

”Livet är tufft!” lyder det tilbage fra danskeren.

Svenskerne griner og siger: ”Väldigt tufft”, efterfulgt af et ”Skååål!”

I Hús, Máls & Menningar læses der bøger, laves lektier og spilles skak. Fra 20-22 er der live musik til arbejdet, mens man læser bøger og laver lektier. Og spiller skak.

En lokal, voksen skjald på guitar er på scenen. Han rammer ikke alle akkorderne helt rent, men Cat Stevens, Elvis og Cranberries går hjem på charme, lækkert hår og askebægerstemme.

Da trubaduren holder pause, drikker jeg ud og støder på ham i baren. ”Hey, you can’t leave me now!” Jeg har siddet ved scenekanten og rokket og sunget med og klappet for. Han fortæller, at han kun spiller på hjemmebanen. ”Don’t think I could survive elsewhere. And I don’t think I could survive without the tourists.”

Okay, men fotos skal redigeres, og dagbogsnotater skal skrives, så popsangeren må klare sig selv.

Solen er endnu ikke gået ned. Malerne er stadig i gang med et 60-meter langt fodgængerfelt.

Læs næste artikel i serien her. Nye læsere kan med fordel begynde forfra og læse første del først.

TEKST: Kim Boje

LUFTFOTO (øverst): Golfklúbbur Keilir’s Archive

ØVRIGE FOTOS: Kim Boje

GOLFKLUB

  • Golfklúbburinn Keilir (Keilir Golf Club), Steinholt 1, 220 Hafnarfjordur, keilir.is

YouTube kanal: https://www.youtube.com/channel/UCSE4gvUAM9XMZXrQPkgMkVw

ANDRE UDFLUGTER

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

28 danske Challenge Tour sejre

24-årige Rasmus Neergaard-Petersen vandt sin første Challenge Tour sejr i Kolkata Challenge. Det var den 28. danske Challenge sejr gennem årene. Efter tre danske Challenge...

Se alle Nicolai Højgaards slag under Ryder Cup 2023

Det er næsten et halvt år siden at Europa og Nicolai Højgaard vandt Ryder Cup 2023, men der bliver fortsat produceret videoer med forskellige...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk